Dette er nok ikke så spændende et emne, men denne lidt lange beretning kan måske være nyttig læsning for andre. Sandheden er dog at det her er en virkelig milepæl for os personligt! Vi flytter ind – sådan for alvor, med vores egne ting. Vi har været i huset i 3 måneder, men det er først nu vi etableret vores hjem. Vi skal med vores ting og sager have skabt hygge og den base vi alle har brug for til at restituere og koble af i. Villaen her skal også være rammen for vores gæster og venner samt for vores familieliv i almindelighed.
Før vores efterårsferie, midt i oktober, blev vores hus pakket ned, containeren blev forseglet og sendt på sin rejse til os i Bangalore. Vi fik at vide af dem der assisterer os at turen ville tage cirka 2-3 måneder – og det endte med at komme til at passe, mere eller mindre.
Der er flere parter involveret i denne del af vores udflytningsproces. Udover os selv som de åbenlyse, er der firmaet Aspire som for den danske del er vores kontakt ift. flytning og opbevaring. Dertil kommer firmaet Writers der er baseret i Indien, og de har også bistået os med pre-visit, FRRO besøg, leje af møbler og flere andre ting. Dertil kommer underleverandører som eksempelvis de flyttefolk der rent fysisk flytter og pakker sagerne ud og ud på vores adresse i denne ende af verden. Sidst men bestemt ikke mindst spiller de Indiske myndigheder også en væsentlig rolle med deres interesse for import og beskatning af varer.
Vi har set meget – som i kolossal enormt meget – frem til at modtage vores ting! Undervejs i ventetiden under transporten fik vi nogle sporadiske statusmeldinger. Beskederne var af karakter som at at containeren var ankommet til Hamborg, at den var på vej til Singapore eller var forventet i Chennai på en given dato osv. Det er slet ikke på niveau med tracking af en postpakke, men OK. En GPS-transponder el.lign. kunne have været skægt at have haft i containeren.
Nuvel, vores container er kommet hele vejen fra Balancen i Vig til vores subkontinent hvor vi bor nu. Hvad hverken vi eller shippingfirmaet på nogle måder kunne forudse var en stor cyklon ved Chennai præcist samtidigt med ankomst for vores habengut. Vejret var ret voldsomt i det område og i et par dage ikke det rigtige tidspunkt for at læsse vores container på en lastbil. Det hele blev lidt forsinket, men efter cirka en uge fik vi at vide at vores shipment nu var blevet kørt til Bangalore og at det faktisk stod klar på en containerplads tæt på os til den sidste del af processen før udlevering. Desværre betød forsinkelsen på nogle dage at vi netop ikke kunne nå at få vores møbler før vores juleferie og afrejse til Danmark. Ret surt, men vi måtte vente til efter nytår. Forventningens glæde er jo også stor, men det var skuffelsen også over vi ikke kunne pakke den julegave ud før selve højtiden.
Nu har vi været i Danmark til dejlige juledage og et brag af en nytårsaften. Vi er tilbage i Bangalore og så klar til at få vores stuff. Det bliver dog skønt at modtage og reelt den bedste (forsinkede) gave vi kan ønske os. Jeg melder til Writers (firmaet der assisterer os) at vi nu er klar til at fortsætte processen. Det anslås til at komme til at tage 6-8 dage i alt.
Første skridt er at jeg afleverer mit pas da det skal bruges i toldbehandlingen. Samtidig værdiansætter jeg hele vores bohave, hvilket i sig selv er meget svært men samtidigt skal gøres med omtanke ift. de Indiske myndigheder. Det er uklogt at sætte værdien for højt da der muligvis skal betales skat/afgift af udvalgte varer, eksempelvis elektronik og elektriske apparater. Jeg er blevet advaret om at jeg nok vil blive udfordret på nogle ting, herunder de 6 TV som vi har stoppet i containeren hjemmefra. Argumentationen for at det er OK vil nok blive en kombination af at vi er en stor familie i et stort hus, har mange gæster, at vi bruger nogle af skærmene til computerspil, andre som fjernsyn og at jeg har en særlig interesse for kommunikation qua mit arbejde. Hvis/når jeg bliver spurgt om værdien vil de anslåede beløb blive relativt beskedne – og forhåbentligt troværdige. Det skulle vise sig at den del gik OK.
For at komme videre med at få vores container åbnet, frigivet og vores møbler mv. udleveret møder jeg op på containerpladsen. Jeg glæder mig sindssygt til at få hænderne på vores ting. Ved porten til containerområdet møder jeg en fyr fra Writers der følger mig gennem det meget store område.
På vores vej udpeger han vores container og det er rart med det gensyn, så humøret får et nyk op. Jeg følges til et venteværelse som vel kan beskrives som ret spatansk. I lokalet ved siden af sidder en og sover i kontorstolen. Jeg sidder i venterummet i en rum tid og får talt lidt tysk med en anden expat samt lægger en del kabaler på mobilen inden jeg bliver afhentet efter en times tid.
Turen går nu retur ned til vores container. Her møder jeg herren der skal varetage told, samt en flok andre mennesker. De viser sig at være arbejdere på pladsen der skal flytte godset fra den store container til 2-3 mindre. Her vil vores ting blive opbevaret under Writers kontrol indtil det køres ud til os i Palm Meadows.
Jeg bliver bedt om at tjekke forseglingen og herefter klippes den af og dørene slås op og til siden. Det er fedt at se at der ikke ligger fisk og tang på gulvet og ikke drypper af havvand. Ydermere står tingene pænt stablet – mere eller mindre præcis på samme måde som da jeg så det før lukningen for cirka 3 måneder siden. Det er en god oplevelse at fornemme det er kommet sikkert frem hertil.
Nu begynder så flytningen af vores flyttekasser, indpakkede ting og sager. Håndteringen er ikke nænsom og ordet ”Fragile” er nok et andet på lokalsproget Kananda. På samme måde synes ”This way up” heller ikke at distrahere den friske måde at kasserne svinges op på skulderen. Min puls stiger og et par adfærdsregulerende bemærkninger bliver forsøgt.
Da de kommer til min 6 TV stilles de op på række og med et snuptag svinges hobbykniven gennem bobleplast og pap for at komme ind til serienummeret på bagsiden. Mit fine 55 tommer fjernsyn skal også tjekkes og da klingen sprætter indpakningen op opdager den ivrige inder at der er forsiden han snitter i. Jeg gisper lidt og trækker rigeligt af den forurenede luft ned i lungerne.
Der skete (vistnok) ikke noget, men det skal i den grad tjekkes når udpakning på hjemmeadressen finder sted. Under hele denne seance hører jeg gennem mylderet af folk og kommunikation ingen uheldsvarslende lyde af glasskår el.lign. Jeg tror at indholdet overlever ompakningen fint, men vores ting skal i den grad ses efter i sømmene når de er fremme. Forhåbentligt er intet ødelagt eller skadet. Det er måske umuligt at undgå helt, men lad det så være noget mindre vigtigt.
Det skal nævnes at Mads Jeppe (en anden Novo Nordisk expat som også netop er ankommet) fik sine ting i sidste uge. Han gik ikke skadesfri gennem processen – hverken personligt mentalt eller fysisk møbelmæssigt. På tabslisten var to meget flotte PH-lamper vor de hvide glasskærme var smadret. Derudover havde et par flotte massive borde hver fået dybe mærker i kanterne efter angiveligt at blive moslet rundt med. Det er sgu trist og ærgerligt, men jeg må indstille mig på noget lignende kan ske for os. Mads Jeppe har affødt af dette læst forsikringsbetingelser, regler for kompensation mv. grundigt igennem. Hans viden, erfaringer og indsigt fra dette vil i den grad komme os – og senere andre – til gode.
Ved de mindre containere (til midlertidig opbevaring inden transport med lastvogn) står flere folk fra Writers og tager imod. Via kassernes nummerering bliver der noteret hvilke der er modtaget. Større ting som min mountainbike cykel og vores gasgrill bliver sat lidt til en side for at tage det til sidst.
Til sidst er containeren tom – hvilket jeg bliver bedt om at bekræfte – og de små containere som Writers har ansvar for bliver lukket og låst. Den praktisk-fysiske del på containerpladsen er overstået for i dag. Nu mangler papirarbejdet, men først bliver jeg bedt om at vente igen. Jeg stønner lidt, men efter kun 10-15 minutter mødes jeg med den herre som beregner afgiften. Jeg anslår (igen uden at ramme de samme lave beløb) den afskrevne værdi for de elektronikting som står på listen over det indførte bohave. Min 55 tommer UHD skærm angiver jeg til 500 DKK, men den er der jo også snittet i.
Herefter bliver jeg spurgt til om jeg ved hvad kursen for danske kroner var for de år jeg har angivet som købstidspunkt. Da det endelig går om for mig hvad han reelt spørger efter, tegner mit ansigtsudtryk nok svaret for ham tydeligt. Jeg udtrykker sikkert non-verbalt forundring, træthed, opgivenhed og en snært forhåbning om at han kommer mig i møde. Mit svar bliver at kursen er 1:10 og en påstand om at det har den været længe. Der nikkes og efter lidt regneri bliver afgiften hvad der svarer til cirka 2.700 DKK. Forhandling og afklaring er sket – fint og så er den potte ude, tror jeg.
Jeg får at vide at der er en mere som ønsker at møde mig – og kort fortalt venter jeg cirka 45-50 minutter, hvorefter jeg følges til bygningen ved porten til området.
Her vises jeg ind til det jeg fortolker som chefen og taler med ham i cirka 3 minutter. Mens han kigger i mit pas spørger han til – og jeg fortæller at jeg har været sammenlagt 10-15 dage i Indien de tidligere tre år samt at ja, jeg har fået luftfragt tidligere. Efter sammenlagt næsten 4 timer er denne del afsluttet og jeg kan blot vente på at de får dokumentationen klaret.
Efter turen til containerpladsen plejer det efter sigende at tage 2-3 dage for toldmyndighederne at blive færdige. Regnet fra denne torsdag vil tirsdag i ugen efter være mulig, så det aftales med Writers. Vi gør klar til at modtage, aftaler at vores lejede møbler skal hentes og jeg rydder min kalender for at være hjemme tirsdag. Meeen, dette er Indien og dagen før får jeg at vide at det alligevel ikke kan blive den dag, men måske om torsdagen i stedet for. Støn og suk, men aftaler laves om og vi indstiller os på at stå klar torsdag i stedet for. Torsdag bliver det meddelt mig at det først bliver fredag at levering vil ske.
Turen fra containerplads til vores hus er faktisk ikke ret lang – vel nok omkring 20-30 minutter midt på dagen. Derimod er den administrative vej sgu noget længere og i dette tilfælde mere end en uge og atter længere tid end anslået. I guidelines fra Novo Nordisk gives der i alt 5 dage til flytningen for expats. Det gælder både for udflytning og indflytning. Der kan fordeles valgfrit hvordan de bruges og jeg har 2 dage til gode, hvilket jeg får brug for – fordelt på containerplads, modtagelse, udpakning og koordinering af placering samt tjek af sagerne stand. På skader er der en frist på 8 dage ift. forsikring.
Nuvel, vi har ventet længe men forventningens glæde er stor og i dag er det dog dagen hvor det sker – vores ting bliver læsset om fra de små Writers containere til varevogne som kører det til os i Palm Meadows. Trods alle trængsler, besvær og unødig ventetid er vi meget taknemmelige og næsten barnlig begejstrede.
Først skal vi have hentet det lejede møblement så leverandøren kommer tidligt på dagen og slæber af sted med de hverken top-behagelige eller vel-designede møbler.
Ved huset er vi herefter helt klar til at modtage vores eget gods. Både Gangadhar og Joythi er også parat til at tage fra når bilen kommer. Det er en fordel med flere klar til koordineringen – også på lokalsproget – når det myldrer omkring af folk som bærer kasser og møbler ind. Tingene skal jo så vidt muligt placeres i det korrekte rum fra start.
Så kommer den første af to biler tøffende og efter at have hilst på koordinatoren samt navngivet de respektive rum starter losningen. I denne første bil er der primært møbler i bobleplast og pap, mens der i den anden bil mest er flyttekasser. Hver del er nummeret og krydses af på en liste af koordinatoren og Lena har også en oversigt over hvad de enkelte numre indeholder. Hurtigt kommer vi ind i rytmen med at sende flyttefolkene til ”master bedroom”, ”guestroom”, ”livingroom” osv.
Efter et stykke tid, mens der stadig bæres ind af nogle flyttefolk, begynder Writers folkene i gult at pakke ud. De har tydeligvis mere gefül og får nænsomt effekterne frigjort. Pappet skærer forsigtigt med Stanley knivene og papkasserne tømmes gelinde for pakke-papir og ting. Det er nu frokost – for pakkefolk og for os.
Efter en pause tager alle fast igen og det går fint med at blive færdige. Under hele seancen opdager vi fem ting som er gået i stykker. Noget af det er mindre væsentligt såsom et glas og en urtepotteskjuler. Andet er mere ærgerligt såsom vores sofaborde der har fået synlige mærker og hakker i kanten samt vores spisebord der på hjørnet ser ud til at have været kuret under transport. Vi tager billeder af skaderne og holder i øvrigt et vågent øje med hele processen. Heldigvis er intet skadet af rejsen ift. saltvand el.lign.
Til sidst er alle møbler samlet og langt de fleste kasser tømt. Enkelte med bøger, kontor nips og lign. fortæller vi at de skal lade stå. Det er super fedt at have tingene fremme hos os. Det er blevet sidst på dagen og det har været lidt anstrengende selvom vi ikke gjorde meget af slæberiet. Vi siger tak til flyttefolkene og de tager afsted.
Vi har savnet at få indrettet et hjem i vores flotte store hus. Det har runget tomt, men nu kan vi komme videre med at indrette og skabe hyggelige rammer til os selv og vores gæster. Vi har idéer til hvordan vi vil indrette forskellige rum og eksempelvis har vi planer med vores store terrasse på første sal. Vi har fået opsat to ventilatorer, etableret stikkontakter og har også udtænkt hvordan vi kan lukke den af for moskitoer om aftenen. Når den er klar bliver den uden tvivl et af vores yndlingssteder i huset.
Møblerne har fundet deres sted og nu er vi i gang med at få lamper på plads, få installeret TV osv. Dernæst vil vi tage fat på at få arrangeret vores billeder og det andet der skal op og hænge. Vi har senest boet 18 år samme sted og har næsten glemt hvor sjovt og spændende en opgave det er at indrette sit nye hus. Det er altså skægt at bygge rede og resultatet øger den allerede store glæde enormt ved at bo her.
Familien Kethmer i Bangalore 